Her før sommerferien for alvor begynder føler jeg et behov for at skrive et mere personligt indlæg til jer. Derfor er der måske også nogle som allerede nu kan/vil springe dette indlæg over, hvilket er helt i orden. Det er lige så meget et indlæg fra min side, for at få luftet ud og delt nogle tanker på skrift. For somme tider hjælper det at skrive ting ned, end bare at tankerne flyver rundt i hovedet og basker lidt for hårdt med vingerne.
I fredags var jeg inde med vores ældste datter, Emily, for at hun skulle MR-scannes. Det lyder voldsomt, og det var det nok også lidt, på forskellig vis. Inden jeg fortæller hvorfor hun skulle scannes, vil jeg først lige komme lidt ind på selve dagen og hvordan oplevelsen var. For det var noget i sig selv.
![](https://i0.wp.com/www.mhlindberg.dk/mao/wp-content/uploads/2020/07/6C4A8B78-5AB4-4648-ACB4-A4D9BE65B8F1_1_201_a-1001x1024.jpeg?resize=640%2C655)
Dagen startede med at lillesøster kom i tøjet og direkte afsted til dagplejer-bedste, hvor vi havde aftalt hun fik morgenmad. Emily skulle være fastende, og vi følte ikke lillesøster skulle sidde og spise mad for næsen af hende, når Emily ’kun’ måtte få saftevand. Som sagt så gjort; en dunk saftevand til Emily og en god portion tegnefilm var derfor hendes anerledes morgen. Det overraskede mig at hun slet ikke spurgte efter mad på noget tidspunkt, for hun plejer også at være klar til morgenmad så snart vi har fået tøj på alle andre dage.
En del af forberedelserne hjemmefra bestod i bedøvende plastre, som skulle på hver håndryg. Ikke at hun var enig i det, nej da, overhovedet ikke. Det resulterede i, at vi måtte finde vintervanterne frem, som hun ellers havde på hele morgenen, så hun ikke pillede eller blev sur på plastrene. Utroligt nok blev hun ikke sur på vanterne, og selv da hun fik plastrene af, ville hun have vanterne på igen.
Efter at se en god portion Gurli Gris inde på hospitalet kom lægen efter os, for at gå ned til hvor hun skulle i fuld narkose, for at kunne blive scannet. Hun er kun 3 år gammel, og vil selvfølgelig ikke kunne ligge stille til sådan en omgang. Det viste sig at lægen selv havde små børn, og det kunne mærkes i hans adfærd overfor Emily. Det er den slags man lægger mærke til som mor, hvordan andre voksne behandler ens børn. Da hun skulle have lagt drop i hånden, for at kunne blive bedøvet blev det noget ubehageligt. Plastrene på hendes hænder havde haft deres virkning, så det var ikke fordi det gjorde ondt på hende, men det var det faktum, at hun blev holdt fast på den måde hun ikke brød sig om. Og hun græd og hun græd, og mit hjerte græd også en smule. Pludselig lykkedes det, og lægen gav hende den første halvdel af bedøvelsen og *splat*! Fra hun var en meget livlig og aggressiv pige, der kæmpede for at komme fri, var hun pludselig helt slap i mine arme. Da hun fik den anden halvdel af bedøvelsen var hun fuldstændig plasket ud i armene på mig. Det var en meget surreel oplevelse at gå fra det så livligt og sprællende barn, til et der bare snorkede med det samme. Med en stor klump i halsen måtte jeg overlade hende hos lægerne mens scanningen stod på, og bare vente til hun kom op på opvågningsstuen.
På opvågningsstuen vågnede hun næsten med det samme, selvom hun ikke var helt klar til det endnu, taget i betragtning hvor klynkende hun var. Det var også en mærkelig oplevelse at vågne fra, er jeg sikker på. Det hjalp dog lidt at sygeplejerskerne kom med lidt saltkiks og saltstænger, som blev guflet hurtigt ned. For derefter at falde i søvn i armene på mig – igen. Denne gang noget mere roligt og som hun plejer, når hun går kold i frokosten. Jeg fik hende listet over i hendes seng, hvor hun sov sin sædvanlige middagslur på en lille times tid. Utroligt nok. Resten af dagen var hun lidt mere klynkende end normalt, men alt taget i betragtning klarede hun det hele rigtig flot, og vi har ikke kunne mærke noget på hende siden. Nu er det blot at vente på resultaterne fra scanningen, og det i sig selv er en prøvelse for os forældre.
![](https://i0.wp.com/www.mhlindberg.dk/mao/wp-content/uploads/2020/07/D643F848-154D-414A-B261-035DAB79FCB5-1024x769.jpeg?resize=640%2C481)
![](https://i0.wp.com/ordmagikeren.dk/blog/wp-content/uploads/2020/07/154BF694-2255-4381-953E-BFAF007FB6CF-1024x849.jpeg?resize=640%2C531)
Hvorfor er det så Emily skulle MR-scannes? Det korte svar findes vist ikke rigtig. Emily har lige siden fødsel været tæt fulgt at lægerne, både af egen og børneafdelingens læger. Det startede med hun aldrig tog nok på i vægt. Igennem et kontrolbesøg på børneafdelingen opdagede man, at hun havde en fejl på begge albuer, som gør hun ikke kan strække dem 100%. Igennem børnefysioterapien bliver der observeret, at hun ikke er så langt i sin udvikling, som hun bør i forhold til sin alder. Derfra ruller kampestenen til alle de test og kontrolbesøg vi sidenhen har været igennem. Det resulterede også i et skift af dagplejer for hende, hvilket hun kun har profiteret af, og vi er næsten kede af at skulle sende hende i børnehave, fordi hun har det så godt hos nuværende dagplejer. Men til trods for alle de test og kontrolbesøg kunne de ikke finde nogen forklaring på hvorfor hun altid har været så langsom/forsinket i sin udvikling. Den sidste mulighed der kunne undersøges var hjernen, igennem en MR-scan – i fuld narkose, selvfølgelig, for hun er jo kun 3 år gammel.
Min mand og jeg havde en fod lidt i begge lejre angående den scan. På den ene side følte vi det var meget overkill at udsætte hende for det, men på den anden side var det sidste mulige måde at forsøge at finde ud af om der reelt er noget galt med hende.
![](https://i0.wp.com/www.mhlindberg.dk/mao/wp-content/uploads/2020/07/A1E1E933-36E3-49DA-9427-20F228BCAEB4-1024x768.jpeg?resize=640%2C480)
En lille uge skulle der gå, og jeg blev ringet op mens jeg gik rundt i Magasin, hvor vi fik resultatet! Emily er lige som hun skal være, med en lille bitte undtagelse(!), som kan være forklaringen på hendes langsomme/forsinkede udvikling. Nu kan jeg ikke de konkrete lægelige termer, så I må bære over med mig. Scannen viste at Emily har nogle nervebaner i hjernen, som ikke er udviklet/modnet helt som de skal i forhold til hendes alder. Det er ikke noget vi kan gøre noget ved, eller har kunne gøre noget ved, for det er også noget hun har haft siden hun bare var et lille foster. De nervebaner skal have lov til at vokse/modnes i eget tempo, og vi kan bare blive ved med at hjælpe hende som vi altid har gjort.
Det har været en smule hårdt i de små 3 år, der er gået siden hun kom til verden, og på en måde er det en hel lettelse nu at have fået det her svar. Forhåbentligt betyder det noget mere ro i fremtiden fra sundhedsvæsenets side, og vi kan få lov til at se Emily lære og udvikle sig i hendes helt eget tempo, efter hendes helt eget hoved. For der er ingen tvivl om at Emily godt ved hvad hun vil, og hvornår hun vil, og ikke mindst hvad hun ikke vil! She’s got a mind of her own, that one!
Nu skal vi snart sige farvel til en af de bedste dagplejere jeg kender, sige goddag til sommerferien og se frem til at sende hende i børnehave – med ekstra pædagoghjælp selvfølgelig.