Hvad er din absolutte favorit julefilm?
Den klassiske julefilm. Det er blevet en stor mærkat at sætte på enhver julefilm. Hvert år kommer der nye skud på stammen, i håb om at blive accepteret i den familie af cementerede julefilm, som alle familier og TV-kanaler genudsender i stimevis. Hver enkelt familie har sine traditioner med deres favorit julefilm. Hver julefilm er blevet en klassiker i julefilmskategorien på sin helt egen måde. Herhjemme er det ingen undtagelse.
Siden jeg selv fik lov til at bestemme over fjernbetjeningen, på det kæmpe store fjernsyn, så har der været bestemte film, som jeg bare bliver nødt til at se hvert år. Samtidig forsøger jeg hvert år at finde nye julefilm i håb om, at nogle af dem viser sig at være så gode, at de bliver en del af samlingen herhjemme. Sammen med alle de andre, som vi i forvejen skal se.
Hvis du er helt blank på hvilke film, du mangler at se i din kommende juleferie, så frygt ej, for jeg har da selvfølgelig samlet en julefilmsguide til dig. Basically; jeg har gjort arbejdet for dig, og du kan roligt sætte dig til rette i sofaen.
De gamle klassikere
De fleste veninder jeg kender, de skal selvfølgelig se Love Actually og The Holiday, og jeg selv er ingen undtagelse. De to film er så inkarneret en del af mine juletraditioner, at det næsten virker forkert at se dem på andre tidspunkter af året. Det er bare heller ikke rigtig jul, før jeg har set minimum en af de to film.
Jeg elsker Love Actually for de mange skæve kærlighedshistorier, som alle afspejler kærlighedens mange facetter. Jeg elsker Love Actually for det fabelagtige ensemble af skuespillere, som er med deri.
![](https://i0.wp.com/ordmagikeren.dk/blog/wp-content/uploads/2020/12/Michelle-Hoffmann-Birkelund-4-1024x311.png?resize=640%2C194)
Jeg elsker The Holiday for at være en lidt atypisk kærlighedsfilm i juledagene. Jeg græder hver gang Iris følger Arthur til filmfestivalen, og jeg græder hver gang Amanda begynder at græde. Den er hjertevarm på en helt anden måde.
Juledagene byder også tit på et gensyn med enten Ringenes Herre-trilogien eller flere Harry Potter film. Det er ikke nødvendigvis julefilm, men de er blevet en del af juledagene. Til de dage, hvor man har spist så meget mad, at man ikke orker andet end lige akkurat at løfte fjernbetjeningen.
Efter vi har fået børn, så er Polarekspressen også blevet en ganske populær film herhjemme. Den er utrolig flot lavet, og især den ældste bliver helt hypnotiseret af de flotte billeder, hvis vi sætter den på.
De nye klassikere
Inden for det seneste årti har filmbranchen virkelig gjort et godt stykke arbejde for at skabe nye julefilm, som man kan gense mange år efter.
En af dem må nok siges at være The Christmas Chronicles (Part 1 & 2). Det er julestemning for alle pengene. Man kan ikke lade være med at blive revet med, eller blive betaget af de skøre nisser. Personligt syntes jeg bedst om den første, da jeg syntes den anden ikke havde den samme grad af julestemning.
Netflix har faktisk gjort det ret flot med julefilm, ikke mindst med animationsfilmen Klaus, som kom sidste år. Den er simpel i sin fortælling, men den rammer alligevel lige i hjertet. Den tror jeg snart, at vi skal se igen herhjemme.
![](https://i0.wp.com/ordmagikeren.dk/blog/wp-content/uploads/2020/12/Michelle-Hoffmann-Birkelund-5-1024x311.png?resize=640%2C194)
For nylig så jeg Last Christmas, da jeg troede det var den typiske romantiske julefilm. Hvilket det også var, til dels. Men jeg skal love for, at jeg blev overrasket over slutningen. Når jeg ser tilbage på den, så syntes jeg faktisk, at den var god for, hvad den var. En julefilm om at finde sig selv, og ikke nødvendigvis i et parforhold.
De nyeste julefilm (som jeg ikke har set endnu)
Som altid er der nye film, der skal tages til overvejelse, om de skal med i klubben eller ej. Jeg har til gode endnu at se Jingle Jangle (Netflix). Den ser for øvrigt vildt god ud, og jeg glæder mig til at se den.
Holidate (også Netflix) er endnu et bud på den typiske romantiske julefilm, som jeg håber er lige så sjov, som traileren er. (Det er den sikkert ikke, men den får en chance alligevel.)
Der er mange flere julefilm at give sig i kast med, især hvis du har Netflix (NB dette er ikke en reklame for Netflix, det var bare lige den hurtigste søgning jeg lavede, der gav flest resultater.). Hvis du er heldig snart at have juleferie, så kan du, ligesom mig, begynde på de mange julefilm, som alle sammen er med til at sprede bare en lille smule julestemning.
Rigtig glædelig jul.