Er du til lyserødt eller lyseblåt?
Kribler det i fingrene for at købe prinsessekjolen eller den store traktor til nevøen eller datteren?
Har du tænkt over, hvorfor det lige præcis er de genstande, du kigger efter?
Visse tekster bliver ved med at hjemsøge dig, selv flere uger, ja måneder efter du har skrevet dem. Det kender I andre måske også godt?
Det kan være tekster, som på overfladen er helt uskyldige, og bare skal ud med et budskab om at sælge det ene eller det andet. I det her tilfælde gjaldt det børnetøj, og det er der jo ikke noget problem i at skrive om. Jeg er, som du måske ved, mor til to små krudtugler, og de forbruger en hel del tøj, så det er i hvert fald noget, som jeg ved en del om. Mit kreditkort kan da fortælle, at det faktisk er dem, som jeg køber mere tøj til, end mig selv.
Alligevel slog det mig, da jeg skulle til at skrive de enkelte tekster, hvor præget de faktisk ville blive. Og ikke bare dem jeg selv skrev, men enhver butik, som faktisk sælger børnetøj. Det er mere manipulerende end hvad godt måske er. For hvem er det lige, som bliver manipuleret? Er det børnene? Deres forældre? Deres bedsteforældre?
Måske har du ikke selv tænkt over det (måske fordi du endnu ikke selv har børn, eller har købt noget børnetøj endnu). Men overvej det. Kig efter, næste gang du bare går forbi børneafdelingen i en hvilken som helst tøjbutik. Prøv at lægge mærke til inddelingen i afdelingerne. Uden at det står sort på hvidt, så kan man tydeligt se, hvor det såkaldte pigetøj og det såkaldte drengetøj hænger på bøjlerne. Når du bevæger dig mellem det såkaldte drengetøj, så bliver du bombaderet med actionfigurer, og tøjet er i mørke farver, såsom blå og grøn. Når du bevæger dig mellem det såkaldte pigetøj, så bliver du bombaderet med enhjørninger og feer, og de røde pastelfarver er ved at kaste op over det hele. Men hvem skal det egentlig gøre godt for?
Hvorfor er det, at vi absolut skal svøbe vores små børn i enten lyserødt eller lyseblåt alt efter, hvilket køn de har? I sidste ende er det vigtigste vel, at børnene bare har tøj på og, at de har det varmt.
Faktisk er det kun i løbet af det sidste århundrede, at farverne er blevet så markedsført, at det er blevet en hel industri for sig selv. Ændringen i farvesymbolikken er også ganske interessant. Det var faktisk først omkring den første verdenskrig, at farverne blev kønsbestemte på den måde, som vi ser dem i dag. Som så meget andet, så var det et resultat af markedsføring, hvor en række mennesker så en mulighed for at tjene lidt flere penge. Simpel og skjult manipulation af forældres købsvaner skulle snart opdele børneafdelingerne.
Men lad os se lidt tilbage på den måde børn er blevet klædt, inden de blev overfaldet af lyserøde pomponer og store, grønne traktorer.
![](https://i0.wp.com/ordmagikeren.dk/blog/wp-content/uploads/2020/12/Michelle-Hoffmann-Birkelund-2-1024x311.png?resize=640%2C194)
Tilbage i 18-tallet var det faktisk helt normalt, at alle børn, drenge såvel som piger, gik i hvide kjoler helt op til 6-7-års alderen. De blev betragtet som kønsneutrale. Det var først, når børnene selv begyndte at udvikle kønsstyrede træk, at de blev smidt i bukser eller forsat i kjoler. Indtil da var de næsten altid bare klædt i hvidt – det var praktisk, og kunne skrubbes godt for alt snavs.
Et skridt længere fremme i historien til begyndelsen af det 19 århundrede, her er pastelfarver begyndte at se sit indtog, men det var stadig ikke kønsbestemte. Ikke helt i hvert fald, og slet ikke som de er i dag.
Faktisk blev det en kutyme, at drengebørn blev klædt i lyserød, fordi den røde farve blev betragtet som mere stærk farve, som drenge blev sat i bås med. Den blå farve betragtede man som mere fin og følsom, og derfor fik pigerne den. Bum. Den første stereotyp blev sat på plads.
Lidt længere fremme i historien begynder marketing at få sin indflydelse. De så sit snit til at sælge et helt børneværelse til kommende forældre, hvis bare alle tingene havde den rette farve. Det skete lige omkring 1940erne, hvor amerikanske marketingsfolk havde deres favoritter blandt farver til børnetøj. På en eller anden vis, begyndte man nu at markedsføre blå til drenge og lyserød til piger. Hvorfor det skulle laves om er stadig uvist, men det har været sådan lige siden. Det er næste kun blevet endnu mere udbredt efterfølgende.
Nu kan forældre finde ud af kønnet på deres barn allerede inden fødslen, og allerede der bliver de påvirket af marketing. Allerede inden barnet er født, så begynder de at fylde op på lageret med enten prinsesser eller traktorer, for det er jo det børnene vil lege med. Værelset bliver malet i lyserødt eller blåt, og tøjet bliver indkøbt i samme farver. Det er ikke så sært, at nogle børn kan føle sig presset til det ene sæt tøj frem for det andet, for det er de blevet lige siden fødsel. Men det er ikke altid deres skyld. Ej heller er det nødvendigvis deres forældres skyld. Det handler om, at markedet har formået at markedsføre farverne så godt, at de sidder så godt fast i systemet, så det ikke kan laves om på. Hvis vi er heldige, kan vi finde såkaldte neutrale farver i spædbarnsafdelingen, men så snart barnet begynder at nærme sig et-års alderen, så sniger farverne sig ind.
Jeg indrømmer gerne, at jeg også er faldet i fælden mere end en gang, for jeg er ikke udenfor manipulationsgruppen. Ofte fordi jeg giver op i butikken. Jeg magter simpelthen ikke at skulle gennemrode det hele, for at finde det ene sæt tøj, som hverken skriger PIGE elle DRENG, men bare skriger BARN. Jeg har to piger, men jeg forsøger så vidt muligt at styre udenom alt det lyserøde. Dels fordi det er over det hele, og dels fordi jeg ved, at deres bedsteforældre nok skal gå amok i den farve til gaver året rundt.
Men der er grænser for, hvad man kan som enkeltforældre i det store marketingskaos som enhver tøjbutik er.
Hvad er din holdning til børnetøj og markedsføringen af det? Hvis du overhovedet har en holdning? Eller blev du bare overrasket over historien bag de to farver?