Når vi tænker eller hører ordet ’helt’, er det en mand de fleste ser for sig. Gerne en pæn og stærk mand, som mange gange også står med sværdet i vejret, parat til at beskytte en eller noget fra en farlig og måske ukendt fjende. Vedkommende der skal beskyttes er ofte en kvinde i såkaldt nød. Jeg vil vove, at påstå det er en forældet version af en helt. Det er den helt vi er blevet romantiseret med igennem eventyr som børn, og igennem Hollywood som voksen. Det er den helt alle piger og kvinder skal forestille at drømme om, idealet, der i sidste ende er lige så urealistisk som drabet på den store drage. Ideen om at den stærke mand skal redde den svage kvinde er heldigvis blevet brudt ned i løbet af de sidste 10-20 år, og heltinderne har fået deres fremdrift i mange forskellige former og nuancer.
For nylig var jeg i biografen og se den nyeste adaption af Louisa M. Alcotts Little Women (LW), eller Pigebørn, som den hedder på dansk. Det er en historie, som altid rammer mig lige i hjertet, og jeg bliver ikke mindre rørt af den for hver gang jeg ser den med årernes løb. Jeg skammer mig ikke over at sidde i biografens mørke og snøfte højlydt når en historie trykker på de helt rigtige knapper, og jeg må tørre øjnene i ærmet, fordi jeg glemte servietter. Jeg indrømmer gerne, at jeg nok har set en filmversion af den flere gange end jeg har læst bogen. Og det skal man ikke skamme sig over, for der findes nogle ret gode adaptioner af bogen, og den seneste er ikke nogen undtagelse.
Historien om de 4 søstre Meg, Jo, Beth og Amy er kendt hos mange, men for de få der ikke kender den, handler den essentielt om overgangen mellem barn og voksen. En overgang som i løbet af borgerkrigstiden i Amerika var særdeles forudbestemt for kvinder på mange punkter. Enten havde man penge, og kunne gøre som man vil, eller også blev man nødt til at blive gift godt så man var sikret. Selvom man havde pengene var det bedst at blive gift, så man ikke stod alene som kvinde. Den moderne kvinde vi kender i dag, var helt uhørt, og der var meget mere pres og mange flere forventninger af kvinder dengang. Allerede inden de blev betragtet som kvinder. Jeg var spændt på hvordan instruktøren, Greta Gerwig, havde tænkt sig at adressere dette aspekt af filmen, for det er Jo Marchs ambition i livet at klare sig uden en mand.
Den viljestærke Jo March siges at være inspireret af forfatteren selv, mens de andre søstre også drager inspiration fra Alcotts egne søstre. Alcott blev anmodet om at skrive en mere realistisk historie, som pigerne i landet ville kunne lide. Selvom hun ikke selv var meget for det, endte det alligevel med hun skrev LW, og jeg tror det er derfor Jos historie ser ud som den gør, fuld af modstand og faldgruber, fordi Alcott selv har haft det sådan med at skrive bogen i sin tid.
Jeg har altid været fascineret af tanken om den kvindelige forfatterstatus som kan tilskrives den tid Alcott er fra. For på det tidspunkt var det meget usandsynligt at en kvinde var forfatter, eller overhovedet lærd på den måde. At hun ligefrem kunne skrive en bog og tjene penge på det var jo helt fantastisk. Der vil altid være en snert af feminisme i ethvert værk skrevet af en kvinde, vil jeg tro. For det er som om kvinder altid har noget at skulle bevise, også den dag i dag i det 21. århundrede. Det var noget af det jeg var spændt på at se, hvordan Gerwig havde håndteret i den her film. Heldigvis blev det håndteret rigtigt flot, samtidig med at ånden af historien er bibeholdt til fulde.
Der er især en scene, som virkelig understreger problematikken ved den kvindelige karakter.
Denne scene understreger virkelig det faktum at kvinder kan, og vil meget mere, men de vil stadig gerne elskes. Det er så smuk en scene, at jeg stadig kan få tårer i øjnene bare ved tanken om den. Den viser én side af den heltinde som kvinder gerne vil være. Det er hele pakken vi gerne vil udnytte, ikke blot at være elsket, men også stå stærke alene og med ambitioner for livet udover at være nogens hustru eller mor. Det er en holdning som mange kvinder stadig til den dag i dag skal kæmpe med på mange områder. Det er en separat diskussion til et helt andet indlæg en anden dag, for der er meget mere at sige på det punkt.
Udover denne scene og mange andre detaljer i filmen som fremhæver det 21. århundrede i en historien som foregår i 18. hundredetallet, syntes jeg en lille ændring var særdeles fin. Da Jo til sidst beslutter sig for at åbne en skole, er det ikke blot til drenge – som det beskrives i bogen -, men her vil hun åbne en skole for både piger og drenge. For at understrege det faktum at kvinder får lov til at læse på college, så hvorfor skal de ikke have en god uddannelse til at begynde med?
Little Women, eller Pigebørn, er en tidslåst og tidsløs klassiker som alle bør læse eller se. Det er en historie om at blive voksen, om at finde sig selv og hvad man vil i livet, hvor det også er tilladt at ændre mening. Ikke mindst er det en historie om søstre kærlighed. Det er nok på grund af denne historie at jeg idealiserer søstreforholdet, og glæder mig til at se mine døtre vokse op og udfolde deres søstreforhold. Men det er også en historie om kvinder, for hver enkelt kvinde har sin egen historie og liv at leve. Det ses ikke mindst i de 4 søstre, men også deres mor, som spilles så flot af Laura Dern. Som mor til 4 unge kvinder afspejler den karakter en utrolig ro og medmenneskelighed, som jeg tror de fleste mødre ofte mangler overskud til.
Uanset om man vælger at læse bogen eller se filmen, vil jeg anbefale at man er forberedt. Hvis du læser bogen, så hav både lommetørklæder klar og plads i fryseren. Hvis du ser filmen, så hav ekstra mange lommetørklæder klar.