To måneder er der gået.
I to måneder har jeg kunne styre min egen tid uden at skulle stå til ansvar for en jobrådgiver eller en a-kasse, der skal holde styr med alverdens data, som jeg skulle logge ind igen og igen. I næsten to måneder har jeg arbejdet med det jeg godt kan lide, og jeg har nydt ikke at skulle holdes ajour på diverse jobnotifikationer.
Har det været skræmmende? Ja i den grad!
Ville jeg lave det om? På intet tidspunkt.
Jeg ved godt, at dette kun er første trin i min nye karriere. Det er et ganske lille trin på en større trappe, som ikke kan føles hos mange andre end mig selv, men det er her, det er vigtigst.
Siden jeg i sin tid blev opsagt fra mit tidligere arbejde som gymnasielærer – forbandet være alle de nedskæringer over hele landet -, har jeg forsøgt at finde ud af, hvad jeg skulle bruge mit fremtidige arbejdsliv på. Det tog mig halvandet år som chef i eget hus med to ansatte, der var meget dårlige til at udføre opgaver, og som ret ofte havde brug for hjælp til de mindste ting, som at tage tøj på. Men stille og roligt begyndte jeg at finde ud af, hvad jeg gerne ville arbejde med.
Det skrevne ord.
Desværre skete der som bekendt det, at Covid-19 gjorde sit indtog i hele verden, og der blev sat ufatteligt mange stopklodser i hjulet, jeg så småt var begyndt at dreje på. Jeg fandt en praktikplads, hvor jeg blev bekræftet i mine evner, som jeg siden da har arbejdet betydeligt for at styrke og udvikle. Jeg har altid fundet det ’nemt’ at skrive og læse, og at arbejde med at skrive og læse, har i mange år været en hemmelig drøm, som jeg ikke har turde realisere af flere forskellige årsager.
Før nu.
Men Imposter syndromet lurer altid om hvert et hjørne. Hvert et bogstav kan jeg finde på at stille spørgsmål til, eller tegnsætningen kan drille og finde på at vende på hovedet. Og skriver jeg overhovedet så godt, som jeg selv synes? Vil andre finde mine ord gode nok?
Efter i alt 4 praktikker og et job, der døde af sig selv efter blot to uger, fandt jeg heldigvis et deltidsjob som Copywriter. Det er over et halvt år siden, og i den tid har jeg kunne sammensætte deltidsjobs for endelig at kunne vinke farvel til Dagpengelandet.
Det vil være en løgn at sige, at jeg endelig har fundet mig et fuldtidsarbejde. Men jeg har noget at lave stort set hver dag, og der er dage, hvor jeg ikke kan følge med. Sådan som det skal være, når man selv styrer, hvor mange og hvilke opgaver, man gerne vil påtage sig. Det har været to måneder med blandede opgaver, nogle korte dage og nogle lange dage med aftenarbejde også. Det et blot en af fordelene ved, at jeg selv bestemmer over min tid og mine opgaver så vidt som muligt.
Jeg er dybt taknemmelig over de muligheder, jeg har fået, og de muligheder jeg kæmper mig til at få i fremtiden. Det er skræmmende på mange måder at sætte mine fødder tilbage på erhvervsunderlaget på denne måde, men det er også fantastisk. Jeg kan kun se nervøst og spændt frem mod, hvilke opgaver fremtiden vil indebære for mig.
Måske er det dig og mig, der skal samarbejde om et projekt med ord i fremtiden?
Pøj pøj!