Hvilken storby identificerer du dig mest med?
London har altid haft en særlig betydning for mig.
Siden mit første besøg tilbage i 2008, og en lang årrække efterfølgende, har jeg besøgt byen næsten årligt. I løbet af hele min universitets tid var der ikke et år, hvor jeg ikke var i London, eller Storbritannien. For jeg opdagede også en helt bestemt kærlighed til Skotland og Edinburgh, men det er en anden historie.
Jeg har altid følt mig som en turist på de mange besøg i min studietid, men i løbet af mit studieophold begyndte jeg pludselig at føle mig som en Londoner. Jeg kan huske, hvor stolt jeg var, da jeg en dag blev spurgt om vej, som en lokal i byen! Det var en følelse af stolthed, og en lykkerus jeg levede på i flere dag efter. Jeg havde taget London til mig. London var blevet en del af mig, og jeg var blevet en del af byen.
Jeg kendte de små veje, og de gange jeg fik familie eller venner på besøg, så var det mig, som gik med den farvede paraply i spidsen. For London var blevet min by.
Sådan har jeg det stadig lidt i dag, jeg mangler bare at kunne bevæge mig rundt i byen. Desværre er det ikke noget, som jeg ser ske i en nær fremtid. Det er der flere årsager til.
![](https://i0.wp.com/ordmagikeren.dk/blog/wp-content/uploads/2020/11/2273FDDB-E64D-4601-8F29-082212FE78C8_1_201_a-768x1024.jpeg?resize=640%2C853)
Siden Storbritannien begyndte deres Brexit strategi, har jeg tilsidesat dem lidt. Måske er det fordi, at de valgte at tilsidesætte resten af Europa med deres valg. På trods af, at de endnu ikke har afsluttet og fået styr på alle Brexit forhandlinger, så er det kun blevet mere forvirrende og måske mere kompliceret at besøge London. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, for jeg har ikke undersøgt det, da der af gode grunde ikke har været mulighed for at komme afsted det sidste års tid.
Mit seneste besøg i London var i 2016 sammen en veninde. Jeg havde lige opdaget, at jeg var gravid med min første datter, og det kriblede i maven på mange måder. Jeg kan huske skuffelsen hos min veninde over, at vi ikke skulle ud og drikke en lækker cocktail, som vi oprindeligt havde planlagt. Og min egen skuffelse over samme. Til gengæld, så husker jeg med glæde den varme dyne på hotellet. Og chokoladen efter en lang og kold dag, hvor vi havde travet rundt fra A til Z, og shoppet for alt for mange penge.
Det er fire år siden. Der er nu to børn til i vores hjem, og muligheden for at komme til London i nærmeste fremtid er skrumpet ind for hvert barn.
Dertil kan vi tilskrive hele år 2020 som en kæmpe klods om benet, når det kommer til enhver form for turistrejse i hele verden.
I stedet for at drømme ulykkeligt om, hvornår jeg kan komme tilbage til byen, så tror jeg, at jeg vil mindes de gode oplevelser derfra.
Jeg vil tænke på lækker mad på utallige fine restauranter.
Jeg vil tænke på busturene igennem byen, og alle bygninger vi kørte forbi.
Jeg vil tænke på sjove shoppeture med veninderne op og ned af Oxford Street.
Jeg vil tænke på bogudsalg i enorme boghandlere, hvor jeg kunne tilbringe timer.
Jeg vil tænke tilbage på gåture langs Themsen med min kæreste, som nu er min mand.
Jeg vil tænke på første, og gentagene indtryk af de mange populære turistattraktioner.
Jeg vil tænke på grineflip på Camden Market, mens vi duftede til friturelugten fra alle boderne.
Jeg vil tænke på pauserne i Hyde Park og St James Park, med nysgerrige egern omkring fødderne.
Jeg vil tænke på den glæde, som London altid har bragt mig, og de mange minder, som jeg altid kan se tilbage på, fra sofaen herhjemme i stuen.
Jeg drømmer stadig om en dag, hvor jeg kan vende tilbage til Londons travle gader. Hvor jeg kan genleve alle minderne, og måske danne nye minder. Når jeg lukker øjnene, så kan jeg næsten høre støjen fra trafikken, og den engelske mumlen fra alle folkene på gaden.
Jeg satser stort på, at jeg ikke er den eneste, som har det sådan med London. Eller måske en anden storby. Del endelig om vi er i samme båd, eller om du har knusforelsket dig i en anden storby og har samme længsel som mig?