Dette indlæg bliver et af de private af slagsen. Dem kan jeg ikke komme udenom, især ikke i den situation vi står i lige nu.
Fordi onsdag aften skete det. Pandemien ramte Danmark for alvor, og statsministeren lukkede landet ned. Ikke lige med det samme selvfølgelig, men hun gjorde det klart, at sådan ligger landet og Danmark lukker ned for at forhindre spredning af CoVid-19 (også kendt som Corona-virussen). Personligt er jeg ikke bange for mig selv eller min mand, men mine børn og deres bedsteforældre er en anden sag. Jeg vil ikke sige, vi har barikeret os herhjemme, men vi holder os hjemme i vante rammer størstedelen af tiden. Børnene skal stadig have noget luft, ellers bliver vi vist alle sammen kulret i hovedet, så en tur på den lokale legeplads skal der stadig være plads til.
Vi havde i forvejen planlagt, at børnene var hjemme torsdag og fredag, eftersom begge dagplejere havde delvist fri, og det var til at overskue. Da statsministeren onsdag aften kom med sit udspil, begyndte min hjerne straks at køre i pendulfart! Manden skal arbejde hjemme, og selvom han er hjemme, på kontoret vel at mærke, har han ikke lige samme mulighed for at tumle rundt med børnene alligevel. Så vupti(!) står jeg og skal være pauseklovn i 14 dage! Puha, jeg bliver forpustet allerede ved tanken. Vi skal skam nok overleve, og finde hygge sammen, men lige i øjeblikket man indser det, bliver man lidt stakåndet, og ikke på grund af virusinfektion. Når vi også tilføjer en let mavevirus til den ældste, og ingen appetit eller humør til meget, så er det hele lidt stramt og mor er ør efter 6. Gurli Gris maraton.
![](https://i0.wp.com/www.mhlindberg.dk/mao/wp-content/uploads/2020/03/C18916D8-CF0C-4792-A6FB-430A091378DA_1_201_a-1024x646.jpeg?resize=640%2C404)
Internettet er heldigvis opfundet, og der findes masser af inspiration til hvordan vi kan hygge os med vores børn i hjemmet. Vi har både perleplader og modellervoks herhjemme. Vi har masser af papir og blyanter, en kasse fuld af Duplo, et køkken fuld af snacks og andre ting vi kan lave sjov med. Vi er heldige at have en have med en sandkasse og andre legsager, til de dage hvor der er godt vejr, og en skov næsten i baghaven. Vi skal nok få tiden til at gå, og om ikke andet så kan jeg sove middagslur med den store i mors seng, det er enormt hyggeligt for begge parter, og der bliver ladet op på nærvær med mor og far.
![](https://i0.wp.com/www.mhlindberg.dk/mao/wp-content/uploads/2020/03/658BBB31-9715-4A97-BAAC-32EBBC1E3F92_1_201_a-1024x701.jpeg?resize=640%2C438)
![](https://i0.wp.com/www.mhlindberg.dk/mao/wp-content/uploads/2020/03/3DD26F50-FE56-442E-B17E-B1C8FEB83919_1_201_a-1024x716.jpeg?resize=640%2C448)
Alt dette betyder også, at de ting jeg havde sat i min kalender de næste par uger, de er blevet streget over med en stor sort tusch. Det bliver 14 dage meget efter børnenes hoved, og mit ’arbejde’ her på bloggen er sat på pause, indtil Danmark er nogenlunde normal igen. Hvilket jeg håber kan begynde stille og roligt om 14 dage.
Indtil da, pas på jer selv og jeres nærmeste. Herhjemme går vi i gang med hjemmelavede mælkesnitter, i tilfælde af det er det næste folk hamstrer i supermarkederne.
![](https://i0.wp.com/www.mhlindberg.dk/mao/wp-content/uploads/2020/03/20BF5A31-70AD-4061-BF0C-4AE0D70CD0AA_1_201_a-1024x651.jpeg?resize=640%2C407)
![](https://i0.wp.com/www.mhlindberg.dk/mao/wp-content/uploads/2020/03/454FB3AC-31FF-4B15-AB77-E1610BDB65F7_1_201_a-1024x594.jpeg?resize=640%2C371)