Min mand og jeg har to små piger, den ældste fylder lige straks 3 år, mens den yngste lige er fyldt 1 år. Jeg kan huske, da vi fik at vide, vi ville få en pige mere blev både min mand og jeg glade. Der var mange ting, der pludselig blev nemmere på det praktiske niveau alene. Det var måske lidt underligt, at vi ikke vil få en af hver, som man siger, men to små piger er nu ret fantastisk. Da vi fik den ældste, sagde mine daværende kolleger, at det passede så godt til mig at få en pige, og jeg indrømmer gerne, at jeg har ønsket mig piger, begge gange.
Nu hvor de begge to er den alder de er, kan det virkelig ses, hvor meget de får ud af det som søstre. Pludselig begynder ordet ’søstre’ at få mange flere betydninger, og jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvordan jeg kan være med til at sikre, at de får så godt et søstre forhold som muligt. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selvfølgelig har en ide om hvordan deres forhold burde se ud.
Selvfølgelig er et ideal netop det, et ideal. Noget man sætter øverst på piedestalen, og det hjælper ikke, at det ses gennem Disneybrillerne. Sidste måned var min mand og jeg inde og se Frozen 2, som de voksne mennesker vi nu er. I løbet af det første kvarter af filmen begyndte jeg allerede at smågræde – jeg græder til alle Disneyfilm skal det lige siges. Det første af Frozen 2 foregår mens søstrene Anna og Elsa er små, og jeg sad hele tiden og tænkte på, at det er den slags forhold mine piger skal have. Selvom de to piger er så forskellige, så er kærligheden og hengivenheden til hinanden ikke til at tage fejl af, og det er lige præcis det, der understreger hvordan det må være at have en søster. Jeg ved det ikke selv, da jeg har en lillebror, så jeg kender ikke til hvordan det må være at have en søster.
![Note: Billedet er fundet på Internettet.](https://i0.wp.com/ordmagikeren.dk/blog/wp-content/uploads/2020/02/frozen-2-elsa-anna-1.jpg?resize=563%2C316)
![](https://i0.wp.com/ordmagikeren.dk/blog/wp-content/uploads/2020/02/5dd97f5379d7576f060dc2e5.jpg?resize=545%2C409)
Selvom vores døtre Emily og Freya endnu er ganske små, så spejlede jeg allerede meget af deres personligheder i Anna og Elsa, hvilket bare fik mig til at græde en smule mere. Elsa er den ældste og nok derfor den mest ansvarlige. Hvilket også gør hende lidt mere tilbageholden og forbeholden, og måske en smule varsom. Det kan jeg også se i Emily, som er den ældste her. Hun er en stille og rolig pige, lige i første omgang, hun er ikke forhastet og kaster sig ikke altid bare ud i ting, det skal lige ses an først. Hun er en smule påpasselig, men stadig enormt åbent af sind og glad som dagen er lang. I modsætning er der Anna, som er fremadsusende, forfjamsket, en smule sjusket og bare følger hendes første instinkt og kaster sig ud i det. Præcis på samme måde som Freya allerede gør. Freya lever livet farligt, og kravler op hvor end hun kan komme til det. Hun lærte at gå for knap en måned siden, og nu er det ikke så meget at hun går, men at hun mere løber, når hun skal afsted. Det lumske blik lurer altid i hjørnet af blikket, når hun er på nippet til at lave ballade eller sjov og løjer, og hun kommer og kaster sig ind i armene på en, når man henter hende fra dagplejen.
Vores døtre er så forskellige, og alligevel så ens på mange områder, og jeg elsker at se hvordan deres personligheder udfolder og udvikler sig dag for dag – og her både afviger og ligner de hinanden ret så meget.
Jeg bliver altid varm om hjertet, når de leger på deres værelse, og det eneste jeg kan høre er deres højlydte latter inden i stuen. De skaber deres egen verden og deres eget forhold til hinanden. Jeg skal ikke forsøge at presse noget forhold ned over hovedet på dem, det ved jeg jo godt, men Disneybrillerne sidder alligevel allerede i panden. Sommetider glider de lige ned, og jeg ser et glimt af det forhold Anna og Elsa havde som børn, den glæde de har ved at lege sammen. Inderst inde håber jeg bare, at jeg kan få lov til at se dem vokse op og få et tæt søskendeforhold, og sammen skabe de bedste relationer til hinanden. Det bliver uden tvivl en udfordring når først de bliver ældre, og den ene tager den andens ting og omvendt. Det sker selvfølgelig allerede nu, og underlæben krænges ned og der bliver kigget trist på mig, for at jeg skal komme og redde den ene eller den anden.
![](https://i0.wp.com/www.mhlindberg.dk/mao/wp-content/uploads/2020/02/287BE946-7F97-46BB-8497-EE7FC8C0D9F1-1024x768.jpeg?resize=640%2C480)
![](https://i0.wp.com/www.mhlindberg.dk/mao/wp-content/uploads/2020/02/B54DEBC0-F2AE-4B3F-9F8C-AF545328728F-1024x768.jpeg?resize=640%2C480)
![](https://i0.wp.com/www.mhlindberg.dk/mao/wp-content/uploads/2020/02/F99CD95E-830D-4073-AC54-D71FC2D7CA07-1024x768.jpeg?resize=640%2C480)
Jeg ved bare, at jeg vil se mine døtre for mit indre blik hver gang jeg ser Frozen tegnefilm i fremtiden. Jeg vil blive ved med at se Emily i Elsa og Freya i Anna, og jeg glæder mig til de begge er store nok til at vi kan se filmene sammen, med dem siddende på hver side af mig. Det er noget ganske særligt, at kunne give ens egen glæde for noget videre til sine børn. Nogle vil måske mene, at glæde ved Disney ikke behøves blive overført til sine børn, måske fordi de nok selv skal finde den, men for mig er det ligeså meget fortællingen og karaktererne deri det handler om. Når det lige kommer til Frozen, vil det bare være det mere specielt, fordi de viser at man også kan blive reddet af sin familie, og man skal ikke altid vente på den store romantiske kærlighed til at få orden i sagerne. Mange gange er det kærligheden i familien, der er nok, hvilket Elsa og Anna understreger. Det håber jeg mine døtre en dag vil kunne sætte sig ind i, mens de holder hinanden i hånden.
NOTE: Billederne af Elsa og Anna er fundet på Internettet.
Billederne af mine børn er private og derfor har jeg copyrighten på dem.