Er du blevet skyllet væk af Spektrum-bølgen? Hvis ikke, så er du ret dygtig, for Spektrum-bølgen har rullet ret kraftigt ind over landet i løbet af det sidste halve års tid. Jeg er selv blevet ramt af den, men jeg var vist også lidt medtaget i forvejen. Man kan måske endda sige, at jeg gik rundt i en lille Spektrum-vandpyt. Som senest blev oversvømmet af en kæmpe tsunami (Hvis du har læst bøgerne, så ved du, hvorfor det er okay/ikke okay at bruge denne metafor).
I efteråret 2020 skiftede forfatter Nanna Foss forlag, og der var rig mulighed for, at den del af Danmark, som endnu ikke havde stiftet bekendtskab med Spektrum-serien, hurtigt fik øjnene op for den. Ikke mindst på grund af de nye forsider, som alle bøgerne blev rebootet med. Jeg indrømmer gerne, at det tog mig lidt tid at blive helt overbevist om de nye forsider. Men det er også fordi, at de oprindelige fire forsider har stået og pyntet hjemme på reolen, siden den første bog udkom i 2014.
Ved første indtryk lyder det umiddelbart som en typisk ungdomsroman, med hende den akavede pige, som pludselig bliver venner med ham den nye, og så sker der ellers ting og sager. Men det er så meget mere end det. Hver bog har sin helt egen stil, og det er utroligt, hvor mange personaer Nanna Foss formår at påtage sig, for hver ny bog hun skriver. Og det er også det, som er med til at gøre bøgerne helt sin egen, og en overraskelse at læse hver nyt kapitel i den lange serie.
Jeg har nu læst dem fire gange, eller noget i den stil, for jeg er ærligt talt holdt op med at tælle. Alle bøgerne bliver bare bedre og bedre, hver gang jeg læser dem. Ved hver genlæsning er der noget nyt, der giver mere mening, fordi man har fået ny information fra den nyeste bog. For Spektrum er, om ikke andet, en bogserie om tidsrejser. Jeg elsker bøger om tidsrejser, og har altid gjort det. Det er timeywimeywiblywobly når det er allerbedst. Hver bog er planlagt til at have sin egen fortæller, så stilen og baggrundshistorierne ændrer sig for hver bog. Det giver et nyt lag spænding og mystik til hver bog man begynder på.
![](https://i0.wp.com/ordmagikeren.dk/blog/wp-content/uploads/2021/02/Michelle-Hoffmann-Birkelund-3-1024x311.png?resize=640%2C194)
Den første bog er fortalt fra Emilies synsvinkel. Hun virker ved første indtryk, som den lidt akavede pige, som mange kan se sig selv i. Hende som bliver mobbeoffer, og som putter sig bagerst i klassen med alle svarerne, uden at vil sige dem højt. Emilies personlighed og usikkerhed præger helt klart bogen. Især da de mange vilde og surrealistiske ting begynder at ske for den nye vennegruppe. Hvis man lige for et kort øjeblik ser bort fra hele tidsresjeaspektet, så handler Emilies bog meget om at blive en del af en gruppe, men stadig at skulle acceptere sig selv, som en del af den gruppe. Hvilket jeg faktisk tror, at hver karakter gennemlever på hver deres måde i hver deres bog.
For i anden bog, med Pi som fortælleren, så bliver det store spørgsmål pludselig at have tillid til hinanden. Ikke kun til de venner, som de lige har lært at kende og stole på. Pludselig bliver regnestykket brudt op, og der tilføjes lige et par ligninger mere, så at sige. Dertil bliver hele bogen krydret med et gedigent Beatles soundtrack, som på kryds og tværs skal hjælpe Pi og andre læsere til at blive helt tilpas med fortiden, og den person man nu engang er endt med at blive. Hvilket kan være utroligt svært, når man konstant bliver smidt tilbage i tiden.
![](https://i0.wp.com/ordmagikeren.dk/blog/wp-content/uploads/2021/02/Michelle-Hoffmann-Birkelund-4-1024x311.png?resize=640%2C194)
Med den tredje bog tager Foss fat på et sårbart emne som sorg. Det ætser næsten ud af siderne, hvor dybt denne følelse har berørt Nanna Foss, men som læser bliver man også opslugt af den, i de maleriske beskrivelser. Med introduktionen af Nasrin til gruppen bliver der sat spørgsmålstegn ved mange ting, men det handler også om at tør at få nye venner. Men mest af alt handler det om at acceptere sig selv, og de følelser, som man kæmper med. For alle slags følelser er okay, men der kan være lang vej til den indsigt. Og den vej finder vi sammen med Nasrin og de andre venner.
I den fjerde bog bliver alting vendt på hovedet i Noahs hoved, som er til stor forvirring for selv ham. Med Nasrin skulle vi lære at kende og acceptere vores egne følelser, og med Noah skal vi lære at acceptere os selv. Punktum. For under den rå og brutale facade som Noah stiller op med, så gemmer der sig utrolig mange sårbare facetter af en ung dreng, som egentlig bare savner sin far. Men det handler også lidt om at være en smule utilpas i sin egen krop, hvilket måske lyder en smule mærkeligt. Men når man tænker på, at mange af Noahs mareridt ofte ender med at æde ham, så må der være et eller andet, som Noah ikke kan finde ro med i sig selv. Måske er det netop også derfor, at han præsenterer sig selv bag den front, som han fremstiller dagligt.
Med fire bøger solidt på plads igennem deres forlagsreboot, så kan vi kun vente i spænding på at læse historien fra Albans synsvinkel. Selvom historien ikke er frisk i erindring, så er det alligevel ret tydeligt, at Nanna Foss har givet et ekstra kick til alle sine karakterer, og nogle har fået lidt flere ben i næsen. Det er lækkert at læse en ungdomsbog, som rent faktisk har de unge på sinde, og som taler deres sprog. Foss fanger den akavede teenagestil i sine beskrivelser spot on, men også bare i den måde hun skriver på. Som læser bliver man hurtigt opslugt af hver enkelt side, og på et tidspunkt føler man næsten, at man står i kredsen mellem en af vennerne. Det ville man i hvert fald ønske. Essensen af hver eneste karakter er så tydelig i hver bog, og den følger med til den næste bog, og det er bare vanvittigt god skrevet. Jeg kan godt forstå, at de tager lang tid at skrive, når der er så meget timeywimeyhalløj at holde styr på, men hold nu magle(!) hvor jeg glæder mig til at kunne læse videre!
Hurry up Nanna!